Skatteyderne betaler selv for adventsgaven

De første skridt til et nyt landsdækkende digitalt TV-net er ifølge naalakkersuisut, simpelthen årets adventsgave fra Naalakkersuisut til alle os i Grønland. Men der er det med gaver fra politikerne, at dem betaler skatteyderne altid selv.
23. november 2010 15:18

Og sådan er det såmænd også med de nye TV-kanaler. De er ganske vist gratis, men vores alle sammens Tele skal naturligvis have lidt for ulejligheden, og de 7.000 beboere i Selvstyrets udlejningsejendomme, der vil få udleveret dekodere, når de engang når frem i det nye år, har allerede selv via huslejen betalt for de tekniske dimser.

Og hvor mange, der bliver i stand til at åbne for de nye kanaler på søndag vides ikke. De 7.000 dekodere som naalakkersuisoq for infrastruktur Jens B. Frederiksen har sørget for, at INI's lejere skal give sig selv er nemlig ikke nået frem.

Men depositummet til dekoderfirmaet er hentet op af boligafdelingernes kasser. Og lejerne kommer ikke til at mærke nogen huslejestigning. De tages af afdelingernes overskud, der vel egentlig er lejernes penge.

Men hvad betyder det, når lejerne får billeder på tv at hygge sig med, som en embedsmand, der af gode grunde ønsker at være anonym, udtrykker det.

At dekoderne ikke når frem til premieren på søndag er så lidt af en streg i regningen, for Jens B. Frederiksen, der den 8. november lod forventningens glæde brede sig i en pressemeddelelse, hvor han fortalte om sine forventninger til adventsgaven sagde:

- Som hos de fleste familier er den 1. søndag i advent en særlig dag, hvor vi bygger os, og adventskransen og julestjerne i vinduerne bliver tændt. Det er derfor en god dag at indvie de nye tv-kanaler. Personligt glæder jeg mig til den bedre billedkvalitet, mens mine børn glæder sig til at se "Ramasjang", sagde Jens B. Frederiksen til os for godt 14 dage siden.

Men hvor mange af os, der så kan glæde sig til både at tænde for det nye fjernsyn og adventskranse og julestjerne står hen i det uvisse.

Dekoderne er ikke nået frem, og spørgsmålet om hvilke antenner, der skal bruges, står ikke helt klart på nuværende tidspunkt. Det må folk selv finde ud.

Den situation har Jens B. Frederiksen ikke mange kommentarer til. Han nøjes med i telefonen at understrege, at det vigtigste er, at det nye sendenet nu startes op, så løser de øvrige problemer sig nok hen ad vejen. Og så henviser han i øvrigt til sine embedsmænd i departementet og boligselskabet INI, der har stået for det praktiske. Men blandt embedsmændene og de ansatte i INI er der ikke enighed om, hvem der egentlig har ansvaret for de praktiske anskaffelser.

Og hvor de 7.000 lejerbetalte dekodere skulle købes hos en dansk leverandør i stedet for hos de lokale radio- og tv-forhandlere, der ville kunne yde den nødvendige tekniske bistand er der ikke et entydigt svar på.

Ligesom der ikke er svar på om de mange lejere hos selvstyret er blevet spurgt om de egentlig er interesseret i en dekoder eller måske heller en huslejenedsættelse eller måske lidt vedligeholdelsesarbejde i afdelingen.