Skat udbetaler 158,5 millioner og opkræver 190,6 millioner kroner

Den 31. august 2017 giver Skattestyrelsen over 20.000 borgere her i landet lidt at smile over.
24. august 2017 13:19

Den dag udbetaler skattestyrelsen nemlig 158,5 mio. kr. i overskydende skatter for skatteåret 2016 til mere præcist - 22.390 personer.

Årsagen til den store udbetaling fra Skattestyrelsen er, at slutopgørelserne for 2016 er færdige.

Der er dog også borgere, der får knapt så meget at smile over - styrelsen opkræver nemlig i alt 190,6 millioner kroner i restskatter hos 10.355 skatteydere.

For de skatteydere, der har oplyst bankkonto ved selvangivelsen for 2016 udbetales den overskydende skat den 31. august 2017.

Du kan allerede nu hente kopi af slutopgørelsen for skatteåret 2016 på Sullissivik.gl ved hjælp af dit NemId.