Skarp kritik fra GA mod ny aftale om makrelfiskeriet
Arbejdsgiverorganisationen opfordrer både Naalakkersuisut og den danske regeringen til straks at tage sagen op med EU-kommissionen for at få fjernet de elementer i aftalen, der er direkte rettet mod Grønland.
Ifølge formanden for GA's Brancheudvalg for Fiskeri- og Eksporterhvene, Henrik Leth, lader den nye aftale Grønland og Island i stikken. Aftalen har - som han udtrykker det - flyttet den nordatlantiske makrelkrig ind på Grønlands fiskeriterritorium.
- Den kan kun opfattes som en aftale, der - udover at få fordelt kvoten mellem partnere - også har til hensigt at knægte det grønlandske fiskeris muligheder for at komme ind i makrelfiskeriet på lige fod med alle andre. Og det er uacceptabelt ud fra både internationale fiskeripolitiske hensyn og moralske vurderinger, understreger Henrik Leth.
Tværtimod afskærer den nye aftale de grønlandske rederier fra at indchartre ekstra fiskekapacitet fra Færøerne, Norge og EU til forsøgsfiskeriet efter makrel ved Østgrønland, hvor der i år er aftsat en kvote på 100.000 makrel.
Island står også uden for den ny aftale, og Henrik Leth henviser direkte til en udtalelse fra den islandske fiskeriminister, der siger, at Norge diskuterede Grønlands makrelfiskeri og mulighederne for at blokere for opbygningen af et permanent makrelfiskeri ved Grønland i betragtning af den stigende mængde makrel i grønlandsk farvand.
Spørgsmålet er så nu, om protester fra grønlandsk hold til den danske regering og EU hjælper noget.
Til det siger Henrik Leth, at kan man ikke gennemføre ændringer sammen Færøerne, Danmark og EU, så findes der samarbejdspartnere til anden side - for eksempel kinesere og russere.
- Der må jo være interessere for at hjælpe os med at opbygge de nødvendige historiske rettigheder til et permanent makrelfiskeri. Men jeg synes bare, at det er mærkeligt, at vi har nogle partnere, der siger, at vi skal være fælles om alt muligt, når bare det ikke koster os noget, tilføjer Henrik Leth.
Og han bemærker samtidig, at Grønland på fiskeriområdet er en af de store spillere i Nordatlanten.
- Vi lægger os ikke bare ned og lader andre tage makrellerne, lyder meldingen fra GA.