Skarp kritik af Air Greenland

Ikke uventet kritiserer erhvervslivet i Sydgrønland i dag i skarpe vendinger Air Greenlands beslutning om at nedlægge den planlagte rute mellem Narsarsuaq og Keflavik endnu inden den er kommet igang.
13. april 2010 15:57

Air Greenland meddelte igår, at man på grund af for få solgte billetter så sig nødsaget til at droppe de planlagte flyvninger mellem Sydgrønland og Island i maj, juni og september.

Formanden for Erhvervsforum i Qaqortoq, Jim Riis finder det besynderligt at stoppe varen, inden den overhovedet er sat til salg. Han mener, at Air Greenland burde kigge lidt på sin egen markedsføring.

- Skal man booke fra Narsarsuaq, er der intet på selskabets hjemmeside, der henviser til, at man kan flyve via Narsarsuaq og Keflavik. Tværtimod peger al Air Greenlands markedsføring mod Nuuk og Kangerlussuaq. Og selskabet oplyser heller intet om mulighederne for videreforbindelser ud af Keflavik, understreger Jim Riis.

Hans kollega, Ib Laursen fra Erhvervsforum i Narsaq supplerer med, at det jo ikker er et fly til flere hundrede, der skulle fyldes op. Billetbestillingerne kunne sagtens være kommet. For os ser det ud som om, Air Greenland bare har lanceret ruten uden reelt at ville den, siger han.

Og formanden for Erhvervsforum i Nanortalik, Uvdloriaq Petersen runder kritikken af med, at Air Greenlands beslutning betyder store problemerfor erhvervslivet og turistaktørerne. - Det er beklageligt, at vi ikke kan regne med de udmeldinger, der kommer fra Air Greenland, tilføjer han.