Skal Maniitsoq have et bordel?

Etableringen af et aluminiumssmelteværk i Maniitsoq har for alvor sat skub i debatten om andre og nye erhvervsmuligheder i byen. En hotelejer foreslår, at der kan indrettes et bordel.
09. oktober 2012 06:54

Spørgsmålet om etableringen af et aluminiumssmelteværk i Maniitsoq har for alvor sat skub i debatten om andre og nye erhvervsmuligheder, når måske 3.000 arbejdere udefra rykker ind det lille samfund.

Ifølge radioprogrammet P1-orientering i Danmarks Radio, så ser befolkningen i Maniitsoq optimistisk på projektet og håber, at aluminiumssmelteren vil give byen et økonomisk løft.

Viceborgmester og medlem af Inatsisartut Karl Lyberth til Orientering, at det vil være vanvittigt at sige nej til de mange arbejdspladser.

- Vi har brug for noget nyt, siger han.

Samme holdning har byens hotelejer Søren Lyberth. Der må gerne ske noget i byen, så der kan tjenes penge, lyder det fra ham. Han ser gerne, at de udefrakommende arbejdere integreres i byen.

- Vi kan blandt andet indrette et bordel sådan, at der kommer til at ske noget økonomisk, og så nogen kan tjene på det, lyder meldingen fra hotelejer Søren Lyberth.

Men hans erhvervsinitiativ har rejst lidt af en lytter- og læserstorm på diverse hjemmesider og netværk.
En kvindelig debattør skriver, så er det sørgeligt at høre Søren Lyberth.

-  Det falder mig SÅ fjernt at tænke på prostitution som et aktiv, Det er en deroute med så mange ubærlige efterslæb, skriver hun om det utraditionelle erhvervsinitiativ, der næppe politisk vil kunne opnå iværksætterstøtte...I alt fald hvis man skal dømme efter de folkelige reaktioner.