Skal du skrive hittet til Arctic Winter Games 2016?

Kendingsmelodien til Arctic Winter Games 2016 skal i år findes blandt Grønlands herboende talenter. Hvis du går med drømme om at komponere det hit, som folk skal nynne med på til vinterlegene, er det derfor nu, du skal slå til.
Skrevet af Laura Aggernæs
02. december 2014 09:52

Hvert Arctic Winter Games har sin egen kendingsmelodi - og dette år er ingen undtagelse.

 

Derfor har sekretariatet for Arctic Winter Games 2016 udskrevet en konkurrence for at finde kendingsmelodi til de kommende vinterlege blandt herboende komponister.

 

- Der er så mange fantastiske sangskrivere i Grønland, som ikke nødvendigvis er de mest kendte. Men som er gode til at skrive sange og synes, det er dejligt.

- Og vi vil gerne give dem alle - både fra Nordgrønland, Østgrønland, Sydgrønland og Midtgrønland - en mulighed for at være med til at skrive en sang, hvis de er interesserede i det,” siger Ruth Montgomery-Andersen, der er kulturdirektør i sekretariatet.

 

Læs også Holdet bag Arctic Winter Games er på plads

 

Kravene til sangen er få.

Den skal være cirka 3 minutter lang.

Den skal være af egen komposition.

Den skal indspilles på grønlandsk og/eller engelsk.

Og så skal inspirationen til sangen hentes fra Arctic Winter Games’ tre kerneværdier, fællesskab, nysgerrighed og mod, der også danner rammen om deres kultur- og sportsprogrammer.

 

Læs mere om Arctic Winter Games 2016 her

 

- Vi regner med at den sang, vi får, kommer til at være en, som folk kan gå og nynne med på, og som de vil synes er sjov. Og så kunne det være rigtigt sjovt, hvis folk der ikke taler grønlandsk, begynder at synge grønlandske ord, siger Ruth Montgomery-Andersen.

 

Hør de forrige års vindersange her

 

Sangen skal afleveres til sekretariatet senest den 15. januar 2015.

Vindermelodien vil derefter blive udvalgt af en uvildig dommer komité og i marts måned vil vinderen blive offentliggjort.

Udover æren vil vinderen også blive belønnet med en præmie på 10.000 kroner.