Skal der flyttes rensdyr og moskus til Tasiilaq?

Kommuneqarfik Sermersooq tager temperaturen hos de lokale i Tasiilaq, hvor de bliver hørt om der skal flyttes rensdyr og moskus til Tasiilaq området.
Skrevet af Noah Mølgaard
26. februar 2013 07:17

Der har i tidernes morgen været rensdyr nord for Tasiilaq, men bestanden uddøde for ca. 100 år siden. Nu mener Kommuneqarfik Sermersooq, at tiden er moden til  at undersøge om ny rensdyrbestand og moskusokser ved Tasiilaq kan klare de barske vilkår.

Konsulent for fangst og fiskeri Ludvig Hansen har været en tur i Tasiilaq for at høre de lokales holdning til at man flytter.

Der var positiv holdning til at fangstmulighederne blev udviddet med rensdyr og moskus, skriver Kommuneqarfik Sermersooq på sin hjemmeside.

De lokal har peget på Skjoldungen 400 kilometer syd for Tasiilaq som en mulighed til placering af moskusokser.

Det gamle rensdyrområde nord for Tasiilaq er peget som en mulighed til placering af rensdyr, hvor man blandt andet overvejer at flytte rensdyr fra Svaldbart til Østgrønland.

Men der kan gå lang tid før der bliver truffet en beslutning om der skal placeres rensdyr og moskus ved Tasiilaq. Forslaget er nu blevet aflevet til administrativ behandling og vil først derefter blive fremlagt til kommunalbestyrelsen.