Skød isbjørne uden for sit hus

Fanger Henrik Isaksen fra Narsarmiut ved Nanortalik skød to isbjørne udenfor sit hus igår.
Skrevet af Noah Mølgaard
26. februar 2013 12:59

Det var noget af et chok Henrik Isaksens kone fik, da hun gik ud af deres hus i går. For der gik en isbjørn med en stor unge udenfor deres hus.

- Jeg tror, at isbjørnene var små 4 meter fra vores hus, fortæller Henrik Isaksen til KNR.gl.

Men der blev ikke skudt efter bjørnene med det samme. Selvstyret gav tilladelse inden Henrik Isaksen gik ud med sin skarpladte riffel.

- Min datter på 10 år spurgte ellers om jeg ikke kunne røre ved isbjørnene for de var så tæt på huset, fortæller Henrik Isaksen.

Men en fuldvoksen isbjørn med en unge er et farligt dyr og begge dyr blev skudt og inden længe kom andre beboere fra bygden for at se dyrene tæt på.

Hoveder, skind og mavesæk bliver sendt til Nuuk til nærmere undersøgelser. Og bygdens beboere blev inviteret til at smage på kødet til frokost i dag.

- Jeg fylder snart 60 år og har altid været fanger. Men jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger Henrik Isaksen.

Det var iøvrigt første gang han skød isbjørne. Han har set isbjørne før, men det var sket efter at kvoterne var brugt op.

- Det er en fantastisk oplevelse at komme så tæt på sådan et prægtigt fangstdyr, siger Henrik Isaksen.

Isbjørnene havde i løbet af natten brudt ind i et forrådskammer og har spist sælkød.