Qeqqata: Computere og tøj skal bringe fraværet i bund

Nu skal de flittigste 7.- og 8. klasseselever i Qeqqata Kommunia modtage flidspræmier for at passe deres skolegang. Det skal være med til at sætte en stopper for fraværet blandt de ældste skoleelever.
Qeqqata
Foto © : Qeqqata Kommunia
Skrevet af Sara K. Jakobsen
16. marts 2018 11:14

- Fra kommunalbestyrelsens side finder vi det bekymrende, at der bliver mere fravær og forsinkelser jo ældre eleverne bliver, derfor har vi vurderet at det skal gøres noget ved, siger Malik Berthelsen, borgmester i Qeqqata Kommunia.

Flid belønnes

Det er arbejsgiverforeningen GE og tøjforretningen Anuni, der har indgået en fem årig aftale med Qeqqata Kommunia for at mindske fraværet i skolerne.

Fra den kommende sommer vil GE give en computer til hver af de tre elever i 7. klasse, der har lavest fravær, er bedst til at møde til tiden og lave lektier. I ottende klasse får de to bedste elever uddelt tøj fra INUIT Quality Clothes Of Greenland. 

LÆS OGSÅ Qeqqata Kommunia gør plads til hytteby ved Kangerlussuaq

På den måde håber kommunen og arbejdsgiverne at mindske elevernes fravær. Disciplin er nemlig afgørende som både skoleelev og i arbejdslivet. 

- Vi skal jo starte helt tilbage i folkeskolen, så det ligesom ligger i rygraden på dem når de går videre ind på eksempelvis gymnasiet eller håndværkeruddanelse, siger Lars Løvendahl, formand for GE i Sisimiut.

Der skal mere til

Han understreger dog, at der skal mere til, hvis fraværet i skolen skal elimineres.

- Så prøver vi med det her, fordi det er forholdsvis hurtigt og nemt at komme i gang med. Og vi ved godt, at det her ikke kan stå alene, der skal jo mange flere ting til.

Borgmesteren er enig i den vurdering, derfor har kommunen sat ekstra fokus på at inddrage forældrene:

- Vi ved at der er forældre der er magtesløse på grund af forskellige problemer. Og for at gøre noget ved det problem har vi sendt socialrådgivere i folkeskolerne, hvor målet er at de får snakket med forældre til børn der ikke møder op i skolen og får det afklaret.

LÆS OGSÅ Malik Berthelsen Meeqqanut ambassadørinngortinneqartoq

LÆS OGSÅ Folkeskoleelever skal undervises i naturfag i naturen

Ifølge borgmesteren skal initiativet ses som en måde at motivere eleverne til at interessere sig mere for deres skolegang, og dermed være en rollemodel for deres klassekammarater.

Og det er GE enig i.

- Det vi i og for sig vise med prisen, det er at man ved at passe sine og få lavet sine ting, så er der også en præmie. Og det er der jo også ude i det private og det offentlige liv, siger Lars Løvendahl formand for GE i Sisimiut.

Aftalen mellem de tre parter løber de næste fem år.