Siverth K. Heilmann i Atassuts top

Efter at Steen Lynge for få dage siden i fuld offentlighed annoncerede sin afgang som næstformand i Atassut, er tomrummet nu atter fyldt ud.
15. februar 2011 13:03

Partiets nye politiske næstformand er Siverth K. Heilmann, der sidder på det ene af partiets to sæder i Inatsisartut. Heilmann blev første gang valgt til Inatsisartut i 1995. Siden og sideløbende har han bl.a. været Landsstyremedlem og borgmester i Maniitsoq.

Formanden for Atassut Gerhardt Petersen skriver i en pressemeddelelse, at:

- Hovedbestyrelsen på denne måde har lyttet til partiets lokalafdelinger, der ønskede en valgt politiker og landsstyremedlem som politisk næstformand.

Det hårdt pressede parti har netop formået at få samtlige af sine politiske forslag til landstingssamlingen afvist af Inatsisartuts formandsskab. Det blev dråben, der fik Steen Lynge til at gå som næstformand, og som udløste sønderlemmende kritik fra baglandet.