Siumuttere vil stoppe blokpolitik

Formanden mener dog, at ansvaret for det manglende samarbejde skal findes på den anden side Inatsisartutsalen.
12. juni 2014 07:51

Blokpolitikken har de senere år ligget tungt over grønlandsk politik. På Siumuts landsmøde i Maniitsoq giver både formanden for Inatsisartut og en naalakkersuisoq udtryk for, at de gerne vil have mere bredt samarbejde og mindre topstyring.

- Ideologi er det seneste år blevet erstattet af kemi, siger formand for Inatsisartut Lars-Emil Johansen.

Han mener, at det skulle være sådan, at folk med lignende meninger burde kunne arbejde sammen, og så ville politikken nok se anderledes ud her i landet, siger han.

-  Bruger man den anskuelse, så kunne det være nærliggende for Siumut og IA at arbejde sammen. Der er jo meget stor opbakning til i den grønlandske befolkning, at centrum venstre bør lede landet. I stedet for har vi altså udviklet et politisk billede, der siger, at de to store modpoler er Siumut og IA. Det har jeg lidt indtryk af ikke er så ideologisk præget, men har med praktisk politik, persongalleri og måske også kemi at gøre, siger han.

Naalakkersuisoq for miljø og natur Kim Kielsen vil også gerne have mere samarbejde med oppositionen.

- Der skal være et bredere samarbejde partierne i mellem. Selvfølgelig er der nogle punkter, som det er svært at mødes om, men samarbejde skal der til. Vi er valgt af befolkningen for at samarbejde og få det bedste ud af det. Blokpolitik har vi set de sidste to valgperioder med ét mandats flertal, siger Kielsen.

Forkvinden Aleqa Hammond mener også, at det er meget vigtigt med et bredt samarbejde.

- Aldrig nogen siden har det været vigtigere, at vi har et samlet land, ligesom vores koalitionsaftale er. Et samlet land og et samlet folk. Det kræver også, at man har et samlet parti, ligesom vi kan se her i Siumut. De samles om deres formand, og der er ingen splittelse i partiet, siger Aleqa Hammond.

Der har været hård blok politik både under den forrige og den nuværende koalition. Aleqa Hammond mener modsat sine partifæller, at man har gjort nok for det brede samarbejde, og modsat oppositionen mener hun, at skylden ligger på den anden side af gærdet hos IA og Demokraterne.

- Siumut har aldrig sagt take it or leave it. Siumut har altid været villige til et samarbejde. Vi er aldrig blevet budt ind til et samarbejde hos den tidligere koalition. Vi har inviteret alle partier til et samarbejde. Vi har også været villige til at indgå kompromisser, selvom vi har flertal, siger hun.

Lars-Emil Johansen nævner, at han er en oldtimer i politik, og han mindes tilbage til tidligere tider.

- Den gang politik var politik, og den gang holdninger var holdninger. I dag er det jo meget anderledes. Ikke bare i Grønland, men også alle mulige andre steder. Men når du spørger mig, så kunne jeg nu godt tænke mig at organisere arbejdet i Grønland i henhold til holdninger og ikke i henhold til alt muligt andet.