Siumuts formand tager afstand til trusler

Under valgkampen til Inatsisartut i juni truede Siumuts partikonsulent i en officiel mail til KNR's direktør KNR og krævede blandt andet ucensurerede og ubegrænsede udsendelser om Siumuts og andre partiers valgprogrammer. Siumuts formand tager nu afstand til mailen.
Skrevet af Oline I. Olsen
15. oktober 2009 13:28

- Brevet med truslen er jo blevet trukket tilbage af vores daværende formand, siger formand for Siumut Aleqa Hammond i en reaktion. KNR's direktør Ivalo Egede offentliggører nu episoden, da der søgt aktindsigt om sagen.

- Jeg er blevet informeret om, at det ikke var vores tidligere formands hensigt at sende sådan en mail ud, siger Siumuts formand Aleqa Hammond om den mail, som Siumuts konsulent har sendt til KNR's direktør Ivalo Egede den 26. april 2009. I mailen kritiserer Siumuts konsulent, at KNR lod to IA politikere få for meget taletid i en udsendelse, og her står der blandt andet:

- Hvis I ikke reagerer offentligt, så vurderer vi (Siumut) det som, at I ikke magter at lave udsendelser ud fra KNR's alsidighedsprincip, og I skal forvente, at vi af alle midler vil agere på det.

Med det krævede Siumuts konsulent, at Siumut og andre partier fik mulighed for at lave ubegrænsede og ucensurerede udsendelser om deres valgprogrammer. KNR's direktør betragter mailen som en trussel, men Siumuts formand Aleqa Hammond pointerer, at brevet er trukket tilbage.

- Jeg mener, at ordlyden er det, der gør, at der er kommet en sag ud af det her. Men det brev er jo ikke længere gældende, fordi vores daværende formand har sørget for, at det blev trukket tilbage, fordi vi ikke skal bruge sådan en tone. Men selve klagemuligheden er der jo altid, siger formanden for Siumut Aleqa Hammond.

Hun forklarer, at bestyrelsen i Siumut har bestemt sig for, at den for fremtiden først skal godkende pressemeddelelser og breve, inden de bliver sendt ud.

Den daværende landsstyreformand og formand for Siumut Hans Enoksen siger, at han ikke har taget initiativ til mailen, som deres konsulent har sendt, og at mailen til KNR er sendt uden hans kendskab. KNR's direktør Ivalo Egede vil heller ikke kommentere sagen. Men i pressemeddelelsen begrunder hun offentliggørelsen med, at en jurist har søgt og fået aktindsigt i episoden.

Det har ikke været muligt at få uddybbende kommentarer om e-mailen fra Siumuts konsulent, Isak Olsen.