Siumuts ønsker til finansloven: Skattelettelser, højere pension og flere arbejdspladser

Siumut har forståelse for en stram finanslov for næste år. Men partiet har tre hovedønsker til de kommende finanslovsforhandlinger.
Siumut har flere ønsker til forhandlingerne om næste års finanslov, siger Hans Peter Poulsen fra Siumut. Foto © : KNR
23. august 2022 11:39

Der er ikke meget at rafle om, når det gælder finansloven for 2023.

Det gjorde naalakkersuisoq for finanser og ligestilling, Naaja Nathanielsen (IA), klart, inden hun mandag fremlagde Naalakkersuisuts finanslovsforslag for næste år.

Landets økonomi er stram, meget stram, og derfor kommer Naalakkersuisut også til at holde på pengene under forhandlingerne med de øvrige partier.

Og det er der - umiddelbart - forståelse for hos koalitionspartneren Siumut. Det siger formanden for Finans- og Skatteudvalget i Inatsisartut, Hans Peter Poulsen, fra Siumut.

- Den (finanslovsforslaget, red.) er udarbejdet med forsigtighed, og det undrer ikke i forhold til, hvad der sker ude i verden. Det har vi forståelse for. 

Siumut: Lavere skatter

Men det betyder ikke, at Siumut går til forhandlingsbordet uden krav. Partiet ønsker nemlig skattelettelser til dele af befolkningen.

- Vi ønsker en mærkbar løsning for de mindste lønnede og mellemindkomstgrupperne gennem en skattereform. Ikke så der findes løsninger i form af enkelte fradrag, men klare og mærkbare løsninger, siger Hans Peter Poulsen.

Det er flere gange blevet dokumenteret, at en del af befolkningen lever som reelt fattige, selv om begge voksne i en husstand arbejder på fuld tid.

LÆS OGSÅ Naaja Nathanielsen: Finanslov er meget, meget stram - med fokus på børn og unge

Ifølge Naaja Nathanielsen indeholder finanslovsforslaget for 2023 ikke egentlige skattelettelser. Dog barsler Naalakkersuisut med en skattereform, som tidligst bliver præsenteret til foråret næste år.

I fianslovsudspillet foreslår Naalakkersuisut dog at regulere satsen på børnepenge, som betyder, at især enlige forsørger får flere penge udbetalt.

Ifølge Naaja Nathanielsen har Naalakkersuisut vægtet indsatsen over for børn og unge højest i budgettet for næste år. 

Ønske: Flere skal i arbejde

Et andet ønske fra Siumut er flere arbejdspladser.

For selv om arbejdsløsheden på landsplan er meget lav, især i Nuuk og de øvrige større byer, går for mange ledige i Øst- og Sydgrønland. I Tasiilaq var 189 personer mellem 18 og 65 år i juli registreret som ledige, viser tal fra Grønlands Statistik.

Og det skal der handles på, siger Hans Peter Poulsen til KNR.

- Det er vigtigt for at sikre nye arbejdspladser i fremtiden, også i finansloven, for at sikre, at der ikke sker stagnation.

Han peger dog over for KNR ikke selv på, hvordan beskæftigelsen skal op bestemte steder i landet.

LÆS OGSÅ Naalaakkersuisoq dropper afgiftsforhøjelser til hybridbiler

Ifølge Naalakkersuisuts udspil forventer man et underskud på de offentlige finanser i 2023 og 2024, men de to efterfølgende år skal give overskud.

Selv om økonomien er stram, mener Hans Peter Poulsen dog, at der stadig er mulighed for at flytte en hel del rundt på pengene.

- Der kan flyttes meget inden for det, hvis vi vil og har viljen, siger Hans Peter Poulsen og tilføjer:

- Men vi ændrer ikke noget, hvis vi er forsigtige. Vores opgave er at skabe arbejde og realisere opgaver, som vi kan kræve af finansloven.

Siumut ønsker også at forbedre ældreområdet, særligt i form af højere pensioner. Netop en ændring af pensionsordningen var på dagsordenen under forårssamlingen, men det endte ikke i de forhøjelser, som Siumut ønsker.

Derfor vil partiet have det på bordet igen.

- Under sidste samling blev der fundet en mindre løsning, som i sagde ikke var god nok.  Derfor vil vi under finanslovsforhandlingerne kræve gennemgribende løsninger, siger Hans Peter Poulsen.

Naaja Nathanielsen har dog en klar forventning om, at koalitionen bliver enige om finansloven for 2023, fordi IA og Siumut sidder i Naalakkersuisut sammen.

- Lige nu har jeg meget svært ved at se en virkelighed, hvor koalitionen ikke stemmer for. Jeg har svært ved at se, at det er realistisk, at IA og Siumut ikke bliver enige om en finanslov, siger hun.