Siumut vil gøre "hvad som helst" for at gøre Landstinget hashfrit

Står det til Siumut skal det med lov sikres, at alle folkevalgte tjekkes for stofmisbrug med blod- og urinprøver.
16. juli 2009 10:59

En lov, der sikrer, at samtlige folkevalgte i Grønland testes for brug af stoffer. Der er, hvad Siumut vil indføre. Står det til partiet skal poltitikere tvinges til at tage en urin- eller blodprøve og dermed bevise, at de ikke tager euforiserende stoffer.

- Vi er villige til at forsøge hvad som helst, siger partiets næstformand Doris Jakobsen til ag.gl.

Forslaget om decideret pligt til at afgive prøve kommer i kølvandet på sagen om landstingsformand Josef "Tuusi" Motzfeldt, der angiveligt har haft hash liggende på sin bopæl.

Politiet har afhørt Motzfeldt og efterforsker sagen, og det er stadig uklart, om landstingsformande reelt var i besiddelse af hash, sådan som en flyttemand har meldt ham for. Men allerede nu bebuder Siumut altså et lovforslag, der skal forhindre lignende sager. Fremover skal folkevalgte nemlig dokumentere, at de holder sig på dydens smalle sti.

Doris Jakobsen peger i første omgang på urin- og blodprøver, men hun vil ikke afvise, om borgernes hjem fremover skal rensages, hvis de ønsker at stille op til en politisk post.

- Det har jeg ikke tænkt på. Men jeg synes, det er uacceptabelt, at befolkningen tror, at der er hashmisbrugere blandt medlemmerne af Landstinget, siger Siumuts næstformand til ag.gl.