Siumut stejler, mens Naalakkersuisut fastholder

Aleqa Hammond er bange for at forsøg på at smugle spiritus og tobaksvarer vil stige, når de nye afgiftregler indføres til nytår. Men Palle Christiansen er fortrøstningsfuld.
03. december 2010 17:24

Der er nu mindre end en måned til, at man ikke længere kan indføre tobak og alkohol uden afgift fra Danmark til Grønland.

Og Naalakkersuisuts kassemester Palle Christiansen forventer at dét tiltag vil indbringe 20 millioner kroner til landets slunkne pengekasse. Den hopper Siumuts Aleqa Hammond dog ikke på.

Fra det nye år kan man ikke længere indføre store mængder spiritus, vin og øl toldfrit her til landet.

Fra næste år går grænsen ved 40 smøger i forhold til tidligere, hvor man kunne tage 200 med.

Siumuts formand, Aleqa Hammond, er langt fra begejstret.

- Jeg tror naturligvis, at det vil blive meget kedeligt for rejsende, at man fremover ikke længere få mulighed for at købe lidt, sådan som man altid har gjort, siger Aleqa Hammond.

Naalakkersuisut forventer, at de kommer til at tjene omkring 20 millioner kroner ved at sætte afgift på alkohol og tobak. Men de beregninger tror Aleqa Hammond ikke på.

- Det hænger simpelthen ikke sammen. Befolkningen drikker mindre, alkohol-forbruget er gået drastisk ned i de seneste år. Hvis vi skal have ekstra 20 millioner ind, så må kurven altså vende, så bliver vi nødt til at drikke mere, hvis Naalakkersuisut vil have deres penge ind.

Naalakkersuisoq for finanser, Palle Christiansen, afviser kritikken.

- Vi bad alle partierne om at bidrage til, hvor man kunne finde penge, så vi kan opretholde velfærden. Også i 2011 og fremadrettet. Oppositionen bød ikke ind med noget, men vi fra koalitionen fandt en masse finansieringskilder. Det var blandt andet at fjerne tax-free import til Grønland.

Han fastholder samtidig, at Naalakkersuisuts beregninger er realistiske.

- For eksempel ved jeg, at dem der rejser og køber en karton cigaretter, de kommer alligevel til at købe deres cigaretter i butikken. For folk skal have deres cigaretter lige meget hvad. Der regner vi med at tjene stor set det samme, som man havde tjent på tax-free før. Der får vi en meget stor fortjeneste. Det lave beløb, som vi har sat, det regner vi med holder.

Men når de eftertragtede varer ikke længere er billige i fly og lufthavne, må man antage, at forsøg på smugleri stiger, siger Siumuts Aleqa Hammond.

Men landsstyret mener, de kan gøre noget ved det.

- Vi er helt sikre på, at folk alligevel vil prøve at få ting med ind. Men hvad vi har tænkt os at gøre, det oplyser jeg ikke. Hvis vi fortæller folk i forvejen, hvad vi har tænkt os at gøre, så agerer folk ud fra det. Det, vi har tænkt os at gøre for at prøve at holde øje med, hvad folk prøver at smugle ind. Det er en taktik og strategi, vi holder os for os selv, siger Palle Christiansen.