Siumut: Ove Karl og Kuupik er ikke moralsk frifundet

Revisionsudvalgets juridiske frikendelse af Ove Karl Berthelsen og Kuupik Kleist i sagen om Greengems er ikke ensbetydende med en moralsk og politisk frifindelse, siger to af Revisionsudvalgets medlemmer.
Skrevet af Naimah Hussain
06. maj 2011 04:00

Siumuts to medlemmer af Revisionsudvalget - Kristian Jeremiassen og Karl Lyberth - kalder det "moralsk og politisk uacceptabelt", at Naalakkersuisut valgte at give efterforskningstilladelse til Greengems ApS.

Det mener de, fordi Kuupik Kleist (IA) og Ove Karl Berthelsens (IA) henholdsvis ægtefælle og samlever er involveret i mineralselskabet, samtidig med, at de to toppolitikere er medlemmer af Naalakkersuisut.

-Bare det, at én eller to landsstyremedlemmer er inhabile i denne her sag, det viser jo, hvor alvorlig sagen egentligt er, siger Karl Lyberth (S).

Formand for Revisionsudvalget, Naaja Nathanielsens oplyste tidligere i dag, at der ikke er fundet grund til at foretage sig yderligere i sagen om Greengems efter advokatens redegørelse er blevet drøftet i Revisionsudvalget. Konklusionen fra advokatens side er, at selvstyret har håndteret habilitetskonflikterne i overensstemmelse med gældende regler på området.

De to medlemmer, Karl Lyberth og Kristian Jeremiassen, er dog ikke klar til at slippe sagen helt endnu, selvom Karl Lyberth understreger, at de ikke er uenige omkring det juridiske spørgsmål, som er undersøgt af Nuna Advokater.

Ifølge Siumuts to medlemmer af Revisionsudvalget er det sidste punktum ikke sat i sagen endnu:

-Advokaten har sagt, at der ikke er noget i vejen rent juridisk. Men rent principielt og moralsk, så kan man godt stille spørgsmålstegn ved det, der er sket, lyder det fra Karl Lyberth.

Han efterspørger mere åbenhed om medlemmerne af Naalakkersuisuts private interesser.

Advokatundersøgelsen blev sat i gang i november 2010 efter diskussion om dobbeltroller og habilitetskonflikter, hvor Kuupik Kleist hilste en undersøgelse velkommen. Siden er det også kommet frem, at Ove Karl Berthelsen er medejer af et transportfirma i Maniitsoq, som Karl Lyberth altså mener giver anledning til større offentlighed. Og netop større offentlighed er også på programmet, når Revisionsudvalget i uge 21 har kaldt Kuupik Kleist til samråd.

Formand for Revisionsudvalget Naaja Nathanielsen ærgrer sig derfor over, at de to medlemmer af Revisionsudvalget ikke har benyttet sig af platformen i udvalget til at fremfører deres kritik. Hun kalder det en tendens, at oppositionen ikke vil arbejde konstruktivt i udvalgene:

- Det er ærgerligt for demokratiet, hvis man ikke arbejder seriøst med de ting, der bliver fremlagt i udvalgene, siger hun.