Siumut og Atassut med overraskende udmeldinger i salen

Siumut gruppen går mod sit eget Naalakkersuisut og Atassut vil hæve skatten
07. november 2013 06:31

Som finansordfører for Siumut var Finn Karlsen den første til at indtage podiet under dagens 2. behandling af finansloven

Naalakkersuisoq for finanser Vittus Qujaukitsoq, Siumut, havde på forhånd slået fast at underskuddet for 2014 er mere end halveret.

Netop det var noget, der skabte hos glæde hos hans partifælle Finn Karlsen. Til gengæld smed Finn Karlsen lidt af en bombe i salen.

- Vi fra Siumut har givet udtryk for, at vi ikke kan tilslutte os et salg af aktieandelen i Grønlandsbanken.

Finn Karlsen har ellers for kort tid siden tilkendegivet sin støtte til salget overfor Radioavisen.

Nu siger han at den indtægt knap 70 millioner de næste to år skal findes et andet sted. Siumut vil nemlig hellere beholde de løbende indtægter fra aktieudbyttet.

IA Naaja Nathanielsen stillede herefter spørgsmålstegn til, hvordan Siumut både kunne glæde sig over at underskuddet blev mindre, men samtidigt mene at aktierne ikke skulle sælges, og hvor pengene så skulle hentes?

Hertil svarede en noget usikker Finn Karlsen, at man jo for eksempel kunne fiske nye arter og så beskatte dette fiskeri.

Atassut havde også en overraskelse med til bordet. De vil nemlig hæve landsskatten med 1 procent.

Formand for partiet Gerhardt Petersen lagde ellers ud med et:

- Torrak, vi er fortrøstningsfulde.

Han ser nemlig gode muligheder for at minemillioner snart begynder at rulle ind.

Det går dog ikke bedre, end at han stadig mener, det er tid til at hæve skatten, så man kan give mere til børnefamilierne.

Gerhardt Petersen slog dog også fast, at Atassut overhovedet ikke er bange for underskud, og hvis de andre ikke var klar på at hæve skatten, så mente han stadig, at man kunne investere kraftigt. Pengene de må så komme senere.

Hos IA var tonen noget mindre opløftet. Naaja Nathanielsen slog fast, at hun bestemt så fremskridt i finansloven, men hun savner nogle mere langsigtede tanker. Hun synes, det er ærgerligt at sælge ud af arvesølvet og optage lån, hvis det bare  er for at lukke huller og ikke for at investere i fremtiden.

Jens B. Frederiksen fra Demokraterne gjorde det også klart, at hans nye samarbejde med koalitionen ikke er ensbetydende med en pludselig forståelse for koalitionens linje. Tvært imod gjorde han det klart, at han simpelthen ikke kan se, hvorfor man skal stole på Siumut.

- Vittus Qujaukitsoq siger, at man vil starte med to år med underskud efterfulgt af to år med overskud. Den seneste Siumut regering lagde den samme plan i 2006. Fire år senere var resultatet et enormt samlet underskud, forklarede Jens B. Frederiksen.