Siumut og Atassut fortryder ja til spareplan

Vi blev ikke ordentligt oplyst om spareplanerne, inden vi stemte for, lyder det fra Atassut og Siumut i Kommuneqarfik Sermersooq.
18. februar 2014 05:07

Det skriver de i en fælles pressemeddelelse. Reaktionen kommer, efter at forældre og lærere i Nuuk har annonceret en demonstration i denne uge i protest imod besparelserne.

Da medlemmerne fra de to partier stemte for forslaget om skolebesparelser i kommunalbestyrelsen, var de alt for dårligt oplyst om konsekvenserne, lyder forklaringen nu.

- Der har ikke været givet tilstrækkelige informationer, skriver Siumuts Martha Abelsen, der er gruppeformand.

Siumut og Atassuts repræsentanter er også kommet i tvivl, om det overhovedet var nødvendigt for dem at vedtage skolebesparelserne, for man havde allerede fundet nye indtægter.

- Vi kan ikke godtage diverse udmeldte udlægninger, der tager grundlag i de 20 millioner kroner, der er blevet taget fra Selvstyrets side for at hjælpe to andre kommuner, skriver Martha Abelsen.

Hun forklarer, at Sermersooqs saltvandsindsprøjtning til de andre kommuner er blevet dækket ind gennem den skatteforhøjelse på 1 procent, som hende og resten af kommunalbestyrelsen har vedtaget.