Siumut: Kuupik må træde i karakter

Siumus politiske ordfører Karl Lyberth retter i dag i en kommentar et skarpt angreb mod Naalakkersuisut, som han beskylder for at forfalde til hurtige og letkøbte løsninger.
19. februar 2011 16:02

Karl Lyberth henviser til Finansudvalgets kraftige kritik af Selvstyrets aftale med Air Iceland og naalakkersuisoq Palle Christiansens håndtering af sagen. Og han mener, at formanden for naalakkersuisut, Kuupik Kleist nu må træde i karakter.

- Selv inddragelsen af befolkningen og interesseorganisationerne vælges fra i den demokratiske beslutningsproces, idet Selvstyrets høringer på stort set alle områder kun foregår på dansk. Det skyldes, at Naalakkersuisut har valgt de grønlandske aviser fra i annonceringen af ledige stillinger i Selvstyrets centraladministration. I stedet annonceres der efter dansk arbejdskraft i danske aviser og jobportaler, hvorfor stillingerne besættes af dansk arbejdskraft uden erfaring og kendskab til grønlandsk kultur og forholdene i landet med den konsekvens, at landet kommer til at lide af demokratisk underskud - stik modsat intentionerne om indførelse af selvstyre i landet, skriver Karl Lyberth.

Og han tilføjer, at det tilsyneladende er Naalakkersuisuts politik, at sætte udviklingen af selvstyret i stå med stigende omkostninger for de lokale virksomheder og befolkningen samt ledighed til følge. En politik, der i løbet af ganske kort tid sætter al den udvikling og de resultater, der opnået gennem de sidste 30 år, over styr.

Karl Lyberth understreger, at det er Siumuts vision at opnå et selvstyre med reelt indhold.

Men der kræver en overordnet ledelse og planlægning, der peger fremad og viser vejen. En planlægning, der er baseret på optimisme og vilje til at gøre selvstyret til en succes.

- I stedet oplever vi medlemmer af Naalakkersuisut, der åbenlyst er uenige tilsyneladende uden at der udøves lederskab, ligesom Finansudvalgets kritik af såvel aftalen med Air Iceland som Palle Christiansens embedsførelse og håndtering af sagen ignoreres, lyder meldingen fra Siumuts politiske ordfører.