Siumut klandrer koalitionen for positiv diskrimination

Det skulle have handlet om de store forskelle i skoleelevernes evner, men anklager om forskelsbehandling mellem oppositionen og koalitionen stjal i stedet opmærksomheden under dagens debat i Inatsisartut.
Skrevet af Mads Fisker
10. marts 2011 17:13

Det var nemlig et eksempel på blokpolitik af værste skuffe, da samtlige andre partier bakkede op om et forslag, der hverken vil gøre fra eller til, mente flere Siumut-politikere i dag.

- Jeg synes, det er meget tydeligt, at de misbruger deres flertals magt, siger partiets uddannelsesordfører, Doris Jakobsen.

Forslaget, som altså ifølge Siumut ikke fortjente velviljen, kommer fra Knud Fleischer fra Kattusseqatigiit Partiiat, der vil pålægge Naalakkersuisut øjeblikkeligt at tage efterårets midtvejsevaluering af Atuarfitsialak eller 'den gode skole' særdeles seriøst for at flere skal forlade folkeskolen rustet til videre uddannelse. Helt i tråd med de anbefalinger Skatte- og Velfærdskommisionen i går fremlagde.

Siumut er sådan set ganske enig i, at en løbende og målrettet forbedring af folkeskolen fortjener al mulig opmærksomhed, men når de ser forslaget som overflødigt, er det fordi, arbejdet med at tage ved lære af evalueringens konklusioner allerede er igangsat af Naalakkersuisut.

- Det er meget uacceptabelt, for vi synes, det er klar forskelsbehandling. Vi får jo altid afslag, når vi fremlægger et forslag om noget, man allerede er i gang med, siger Doris Jakobsen.

Og flere andre Siumut-medlemmer bakkede under debatten op om hendes kritik, der altså blandt andet er rettet mod Demokraterne for at støtte forslaget. Men her melder uddannelsesordfører Anda Uldum hus forbi.

- Sådan en debatform hører ikke hjemme i Inatsisartuts mødelokale. At man synes, man er forfulgt, fordi man er Siumut, kan jeg slet ikke se fornuften i. Man blev ved med at sige, at vi bakkede op om forslaget, bare fordi det kom fra koalitionen. Og sådan er det ikke, siger Demokraternes Anda Uldum.

I Naalakkersuisut støtter man også forslaget fra Katusseqatigiit Partiiat, men medlemmet for uddannelse Mimi Karlsen erkender dog, at man sådan set bliver bedt om at gøre en indsats, man på mange måder allerede er i gang med.

Nemlig at følge op på midtvejsevalueringen af 'den gode skole' på en lang række områder, der ifølge også Mimi Karlsen ligger på linje med Skatte- og Velfærdskommisionens anbefalinger om blandt andet at blive bedre til at tage hensyn til den enkelte elevs forskellighed og generelt styrke bygdeskolerne.

Diskussionen om folkeskolen og måske også forskelsbehandling fortsætter 31. marts, hvor forslaget igen er på dagsordenen.