Siumut-forslag i dag: Kønskontrol i bestyrelserne

Kønskvoter i virksomhedsbestyrelser og udvalg i dag til debat i Inatsisartut. I dag behandles et lovforslag i Inatsisartut, der handler om mere ligestilling mellem kønnene.
26. september 2013 11:16

Kønskvoter i offentlige selskabers bestyrelser - et tiltag der igennem flere år har skabt stor debat - skal indføres ved lov, hvis det bliver vedtaget.

- Jeg synes, det er rigtig godt, detteher forslag kommer i behandling i dag. Jeg håber, det bliver vedtaget. Det er positivt på ligestillingsområdet, og det vil skabe mere beskyttelse imod diskrimination og mere ligestilling, siger nyudnævnt formand for Ligestillingsrådet, Ulrikka Holm.

Naalakkersuisoq for uddannelse, kirke, kultur og ligestilling, Nick Nielsen, fremlægger i dag i Inatsisartut et lovforslag, der skruer på flere knapper.

Bliver forslaget vedtaget, vil Grønland i løbet af kort tid kun have bestyrelser, hvor halvdelen er kvinder og halvdelen er mænd. Som det hedder i lovforslaget:

- Vi skal sikre, at alle uanset køn får mulighed for at deltage i erhvervslivet.

Formand for Ligestillingsrådet mener, der tit går mandlig kaffeklub i den, når der kommer for mange mænd i bestyrelserne.

Men er det overhovedet realistisk at tvinge et mandsdomineret selskab som f.eks. Royal Greenland til at halvdelen af bestyrelsen skal bestå af kvinder fremover?

- Jeg tror ikke, vi vil have svært ved at finde kompetente kvindelige ledere og bestyrelsesmedlemmer. For de er derude, lyder det fra Ulrikka Holm. Lovforslaget fra Siumut sætter en ny dagsorden, der er positiv, forklarer formand for Ligestillingsrådet, Ulrikka Holm.

Nick Nielsens lovforslag er udarbejdet i samarbejde med Ligestillingsrådet, og udover kønskvotering i private og offentlige bestyrelser, lægger det op til, at der indføres et forbud mod chikane og imod sexchikane.