Sisimiut sætter fokus på sund mad

Brugsen og Tandklinikken i Sisimiut satte onsdag fokus på sund mad.
Skrevet af mlk
18. marts 2010 13:32

Fedtfattige pølser, grøn pizza, magert pålæg var blot nogle af de fødevarer, som borgerne i Sisimiut kunne smage under et arrangement med fokus på sund mad i Brugsen onsdag aften.

- Forestil jer, at jeres krop er et elværk, der kan brænde sammen, hvis det bliver overbelastet. Sådan sagde sygeplejerske Cecilie-Karla Olsen fra Sundhedscentret.

Ved arrangementet havde Sundhedscentret dækket bord med mad til hele dagen, som rensdyr, laks, kartofler, grøntsager, groft brød, magert pålæg og frugt. Mad, der kan holde kroppen i gang og få bugt med fedmen, der kan bane vejen for livsstilssygdomme såsom sukkersyge.

Ved en anden stand havde Tandklinikken samlet et udvalg tandplejeremedier og der blev uddelt gratis tandbørster.

Godt 150 Sisimiuttere lagde vejen forbi.