Sisimiut med i torskesatsning

Royal Greenland vil igen til at bruge flere kræfter på torsken. En af de byer, der kommer til at mærke det, er Sisimiut.
11. april 2014 08:12

- Vi er ved at klargøre et produktionslokale til indfrysning af torsk. Vi forventer, at vi starter anlægget op 2. maj, siger Vivi Høy Labansen, fabrikschef på Royal Greenlands fabrik i Sisimiut.

- Indtil videre regner vi med, at vi skal have 24-timers drift, når højsæsonen starter.

Royal Greenland går ikke ind i torskefiskeriet i en tro på store indtjeninger til at starte med. Prisen er i øjeblikket relativt set meget lavere end andre arter, men der kan være god fornuft i at fiske mere torsk, nu hvor den er ved at vende tilbage i stort antal langs størstedelen af kysten. Og så kan det give god samfundsmæssig mening, siger fabrikschefen.

Vivi Høy Labansen regner dog ikke med, at hun skal til at hyre mange flere arbejdere ind på fiskefabrikken på grund af den midlertidige omlægning fra krabber til torsk.

- Det bliver svært at sige, om vi får brug for flere. Jeg kan kun sige, at det bliver dem, der har arbejdet med krabber, der får førsteret til jobbene på de tre nye torskehold, hvis de altså også kan arbejde om aftenen og natten, sagde Vivi Høy Labansen.

Sisimiuts fabrikschef har blot et enkelt forbehold over for Royal Greenlands satsning på torsk udover rejerne. Hun er nervøs for, om fabrikken kan leve op til de strikse kvalitets- og hygiejnekrav, der er til fiskene, når mange af torskene kommer til at blive indhandlet fra Sisimiuts jollefiskere. Det er nemlig sværere for jollefiskere at holde fisken afkølet i sommertiden.