Sisimiut-læge chokeret over fødestue-lukning

Ledende regionslæge Ove Rosing Olsen lukker fødestuen i Maniitsoq den 1. maj med det argument, at patientsikkerheden for de fødende ikke er høj nok. Derfor skal de fremover til Sisimiut for at føde. Men Sisimiut kan overhovedet ikke tilbyde dem noget, der er bedre, lyder det nu fra en af lægerne i Sisimiut, der er både chokeret og vred over beslutningen.
12. april 2012 09:22

For intet af det personale i Sisimiut, der nu skal påtage sig det ekstra arbejde og ansvaret for fødslerne, er blevet taget med på råd. Det gælder såvel jordemoder, fødselshjælpere som lægestaben.

- For at sige det lige ud, så føler man sig rigtig røvrendt, når beslutningen om at det er den måde det skal foregå på kommer som taget ovenfra af een person. Der har overhovedet ikke været nogen dialog. Det er derfor vi er så vrede over det, siger læge i Sisimiut, Helle Olsen.

Ledende regionslæge i Sundhedsregion Qeqqa, Ove Rosing Olsen, fortalte forleden, at baggrunden for at nedlægge fødestuen udelukkende er, at man i Maniitsoq ikke har lægepesonale, der kan tage hånd om fødselskomplikationer og foretage kejsersnit, ligesom man heller ikke kan give blodtransfusion. Situationen forværres kun af, at jordemoderen rejser fra Maniitsoq netop den 1. maj.

Men den stilling er ikke genopslået. Ove Rosing Olsen afviser dog, at det er jordemoderens afsked, der er grunden til, at fødestuen allerede skal nedlægges 1. maj.

Men Helle Olsen køber ikke Ove Rosing Olsens begrundelse om patientsikkerhed.

- Så længe der er en jordemoder i Maniitsoq samt fødselshjælpere og læger, der har samme uddannelse, som vi har, så kan vi ikke byde dem noget bedre her, lyder det fra Helle Olsen.

For lægerne i Sisimiut er nemlig ikke mere kompetente udi børnefødsler end de er i Maniitsoq, påpeger lægen. Hende og hendes mand har været læger i Sismiut siden 2004.

- Vores uddannelse er den samme, som de læger der sidder i Maniitsoq. Der er ikke nogen af os, der er uddannet til det. Vi er nogle stykker, der har været på kursus i Danmark i en uge og har lært at lave kejsersnit. Min mand har lavet ét kejsersnit i de syv år, han har været her, og jeg har klaret lidt flere.  Men vi er jo ikke dygtige til det, siger Helle Olsen.

Og Helle Olsen mener nedlæggelsen af fødestuen i den grad er en serviceforringelse for borgerne og patienterne i Maniitsoq-området.

- Det synes jeg faktsik er et rigtig stort problem. Jeg synes jo man burde have lov til at føde hjemme, specielt når der er en mulighed for det, hvis man blot bibeholder de kompetencer i distriktet, der var tidligere, dvs. sørge for at få en jordemoder, der kan tage sig af dem, siger Helle Olsen.