Sirius-patruljen på jagt efter eget hundespand

Arktisk Kommando måtte søndag sætte en større eftersøgning i gang efter et hundespand fra Sirius-patruljen.
Foto © : Arktisk Kommando
16. marts 2017 06:07

Det oplyser Arktisk Kommando. Hundene løb væk, efter et bindeled mellem hundespandet og slæden knækkede, og det fik patruljen til at slå alarm. I første omgang søgte Sirius-patruljen og et lokal slædehold selv efter de 13 løsslupne hunde.

Foto © : Forsvaret
Besætningen på Challenger flyet har her lokaliseret de 13 hunde. Foto: Forsvaret.

Mandag morgen blev et Challenger fly fra Luftgruppe Vest under Arktisk Kommando indsat, foruden et Twin Otter-fly fra Arktisk Kommandos islandske samarbejdspartner Nordlandair.

Et kamera på Challenger-flyet opdagede mandag eftermiddag de bortløbne hunde. Én hund havde mistet livet på grund af kvælning, mens tre hunde havde fået mindre skader, som efterfølgende blev behandlet.

Sirius-patruljen var dog klar til at genoptage turen tirsdag med de genforenede hunde.