Simon Thomson ny øverste chef for Cairn Energy

Cairn Energy skal have ny øverste chef. Og den nye mand øverst på kransekagen - eller CEO om man vil - bliver en som vi efterhånden kender ganske godt her i Grønland. Det er nemlig selskabets juridiske og kommercielle direktør, Simon Thomson, der nok er den af Cairn Energys topfolk, der har været mest synlig i Grønland.
Skrevet af Rune Langhoff
22. juni 2011 11:30

Han overtager 1. juli posten efter Cairn Energys stifter, Bill Gammell, der i stedet bliver formand for Cairn Energys bestyrelse.

- Simon har været en del af Cairn i 15 år og han har spillet en afgørende rolle i vurderingen af mulighederne i Grønland, lyder det ifølge BBC fra Gammell om Simon Thomson.

- Jeg er glad for, at han har sagt ja til at lede selskabet videre på de næste stadier i dets udvikling.
Bill Gammell, der fylder 60 senere i år, grundlagde Cairn Energy i 1980 og har tidligere spillet rugby på landsholdsplan og er desuden kendt for sit venskab med den tidligere amerikanske præsident George W. Bush.

I løbet af de sidste tyve år har Gammell, der er ridder af det britiske imperium, formået af tusinddoble Cairns værdi fra 10 millioner dollars i 1992 til 10 milliarder dollars i år.

Den nye CEO, Simon Thomson, har på det seneste gjort sig bemærket ved, at fastslå, at det ikke er Cairn Energy, men selvstyret, der holder beredsskabsplanen for sommerens olieprøveboringer hemmelige. Og ved at fastslå, at Cairn Energy ikke har givet noget løfte om at reducere udledningen af de såkaldte rødlistede kemikalier i en eventuelt ny boresæson næste år.