Sikkerheden øges i England efter drab på politiker

David Amess blev fredag stukket gentagne gange med en kniv i Leigh-om-Sea. Politikeren døde efterfølgende.
SCANPIX
Storbritanniens premierminister lagde lørdag blomster i den kirke, hvor et britisk parlamentsmedlem blev dræbt fredag. Foto © : Peter Nicholls/Reuters/Scanpix
Skrevet af Ritzau
16. oktober 2021 15:19

Premierminister Boris Johnson lagde lørdag blomster i en kirke, hvor et britisk parlamentsmedlem blev dræbt ved et knivangreb dagen før.

Politiet betegner drabet på den konservative David Amess som en terrorhandling, der formentligt er knyttet til islamistisk ekstremisme.

Drabet, der skete fredag, kommer fem år efter drabet på Jo Cox fra arbejderpartiet Labour, og det har udløst en diskussion i Storbritannien om folkevalgte politikeres sikkerhed.

Den 69-årige Amess blev stukket gentagne gange med en kniv under angrebet i Leigh-om-Sea, som ligger godt 60 kilometer øst for London.

Han blev angrebet ved et vælgermøde i kirken Belfairs Methodist Church. - Først og fremmest var han det sødeste, rareste og mest milde menneske inden for politik, siger premierministeren om sin dræbte partifælle.

Politiet anholdt kort tid efter angrebet en 25-årig mand, som menes at være gerningsmanden.

Det menes at manden handlede alene og tidligt lørdag hed det i en erklæring fra politiet, at foreløbige undersøgelser tyder på, at motivationen til angrebet kan være knyttet til islamistisk ekstremisme.

Mere sikkerhed

Ud over Johnson nedlagde indenrigsminister Priti Patel og Labours leder, Keir Starter, blomsterbuketter der, hvor Amess blev stukket ned.

Den britiske indenrigsminister siger, at der fremover vil blive indført nye sikkerhedsforanstaltninger for parlamentsmedlemmer, så de kan blive ved med at gøre deres arbejde.

- Alle sikkerhedsforanstaltninger sættes i værk for parlamentsmedlemmer, så de kan fortsætte med at gøre deres arbejde som folkevalgte politikere, siger Patel.

Johnson og Starmer stod side om side i et minuts stilhed, inden de forlod kirken.

Mange politikere og parlamentsmedlemmer udsendte mindeord og hyldester til mindet om Amess.

Patel gjorde det klart, at politikeres sikkerhed vil blive opprioriteret, og at der må nye tiltag til for at forbedre sikkerheden i de enkelte valgdistrikter.

Politikere kalder drabet for et angreb på demokratiet. I en bog, som Davis Amess udgav sidste år, berørte han drabet på Cox.

- Den slags skulle bare ikke ske i Storbritannien. Disse stigende antal angreb har delvist ødelagt den gode britiske tradition med, at folk åbent møder deres valgte politikere, skrev Amess.