SIK rokker sig ikke i Alcoa-spørgsmål

Alcoa har gjort det klart for Naalakkersuisut, at betingelsen for at fortsætte aluminiumsprojektet i Maniitsoq, er at spørgsmålet om billig udenlandsk arbejdskraft bliver afklaret med det samme. Men lønmodtagerorganisationen SIK's svar er fortsat et klippefast nej.
25. februar 2011 16:08

Alcoa har lagt pres på Naalakkersuisut. De vil have dem til straks at afklare spørgsmålet om brug af billig arbejdskraft udefra i forbindelse med opførelsen af aluminiumssmelteren ved Maniitsoq. For de forhandlinger, som organisationerne i Grønland har haft med Alcoa det sidste halve års tid, har været aldeles ufrugtbare. Så nu har aluminiumsmastodonten fået Naalakkersuisut til at blande sig i sagen.

Men lige så stejle som Alcoa tilsyneladende er i deres krav om at benytte sig af underbetalt undenlandsk arbejdskraft, lige så fast står SIK på deres afvisning af det. Om dialogen med Alcoa, siger SIK-formanden:

- Så kom vi til det punkt, hvor Alcoa ville have os til at sige ja til billig arbejdskraft udefra, som er under den tarif, vi bruger her i landet. Og SIK kan ikke være med til at man tilkalder arbejdskraft til under den tarif, der gælder i dette land, udtaler SIK's formand Jess G. Berthelsen.

For prisen for at sige ja til Alcoas krav er alt for høj, frygter organisationen:

- Hvis vi gør det, får det uoverskuelige konsekvenser, fordi andre arbejdsgivere næste gang, de skal forhandle med os selvfølgelig vil sige til os: 'Når I kan sige ja til Alcoa, kan I også sige ja til os'. Det betyder at vi underminerer hele lønsystemet i landet, og det kan vi ikke magte, siger Jess G. Berthelsen, der dog understreger at han går ind for, at aluminiumsprojektet bliver gennemført af hensyn til beskæftigelsen. Men altså ikke på denne præmis.

Alcoa har krævet afklaring inden for de næste tre måneder, oplyste naalaakersuisoq for Erhverv og Råstoffer, Ove Karl Berthelsen idag.

Naalakkersuisut har annonceret, at deres mål er at der på Forårssamlingen 2012 bliver truffet politisk beslutning om, hvorvidt Alcoa-projektet skal realiseres.