SIK og Nusuka sætter spørgsmålstegn ved Naalakkersuisuts planer

Naalakkersuisuts udmelding om særskilte overenskomster for tilkaldt arbejdskraft gør lønmodtagerorganisationen, SIKs, formand Jess G. Berthelsen, bekymret.
10. november 2010 15:57

Naalakkersuisut mener, at det er nødvendigt med en dialog om udenlandsk arbejdskraft, hvis der skal etableres et aluminiumsværk i Maniitsoq.

De er nemlig åbne for særskilte overenskomster. Og den udmelding gør lønmodtagerorganisationen, SIKs, formand Jess G. Berthelsen, bekymret.

- Det vil også på en eller anden måde, smitte af på hele norden, hvis vi først her i Grønland begynder at tilkalde arbejdskraft, så man har mulighed for, at give en mindre løn.

- Det er vigtigt, at lønningerne er ens, uanset om man kommer fra Kina, Spanien, Italien.

Han mener, at overenskomsterne vil blive udhulet, hvis man giver den udenlandske arbejdskraft mindre i løn.

- Det, jeg frygter, er, at det vil smitte af på andre områder, siger Jess G. Berthelsen.

Formand for arbejdsgiverorganisationen NUSUKA, Gerth B. Lynge, er helt på linje med SIK. Desuden har foreningen en opfordring til Naalakkersuisut:

- Gå i dialog med Alcoa omkring en eventuel brugerbetaling af landområder. Alcoa er vant til at købe. For eksempel på Island, skulle de betale 220 millioner for de områder, hvor de ville anlægge fabrik.

Han tilføjer, at organisationen fuldt ud støtter at SIKs mindsteløn skal følges og:

- De anlægsopgaver, der kan udføres af selskaber her i landet, skal og må udføres af selskaber her i landet, til gavn for hele samfundet. Det vil sige, at Alcoa viser et socialt ansvar i de befolkningsgrupper, de er sammen med, siger Gerth B. Lynge.