SIK: Der bør skabes flere arbejdspladser

Et stort tema på dagens 1. maj-taler her i landet bliver den høje arbejdsløshed. Se billeder fra dagens optog i Nuuk her.
Skrevet af Mads Lynge
01. maj 2014 10:32

Grønlands Statistik kan kun levere et overblik over udviklingen i arbejdsløsheden de sidste fire år. Men i den periode er udviklingen kun gået én vej, og det er opad. Siden 2010 er antallet af registrerede ledige i hele landet vokset med rundt regnet tusind personer fra knap 3.300 til 4.400. Oveni dette tal kommer så cirka 3.000 borgere, der forsørges på førtidspension.
 
I en by som Qasigiannguit med en befolkning på lidt over tusind mennesker, er arbejdsløsheden lige nu på 191 personer. Tilbage i 2010 var der under halvt så mange arbejdsløse i byen, kun 79.
 
Og netop nødvendigheden af at skabe ny arbejdsplads vil lønmodtagerorganisationen SIK's formand, Jess G. Berthelsen slå til lyd for sin 1. maj tale.
 
- Desværre forholder det sig sådan i dag, at arbejdsløsheden er stigende. De sidste tal viser, at arbejdsløsheden er oppe på 4400, og det er jo meget fatalt. Og det gør jo, at den enkelte, som bliver arbejdsløs, og samfundet bliver ramt ret drastisk. Derfor er det på sin plads, at man nu går i gang med at skabe arbejdspladser, og derved vil det være godt, hvis man på en eller anden måde kan fremrykke mineraludvindingen, sådan at vi kan få arbejdsløsheden til livs, siger SIK's formand Jess G. Berthelsen.
 
Landets vigtigste erhverv, fiskeriet, bør man også gå efter i sømmene, siger han, og påpeger, at det ikke nytter bare at fange fisken, og derefter sende den ud af landet uden at forarbejde den først. Det vil nemlig kunne skabe flere arbejdspladser hvis fisken blev forarbejdet her i landet, siger Jess G. Berthelsen.
 
Han hilser Naalakkersuisuts intentioner om at bruge midler fra anlægs- og renoveringsfonden til at bekæmpe arbejdsløsheden, velkommen:
 
- Vi har jo også renoveringsfonden, som bugner af penge, p.t. 1,3 milliarder kroner. Jeg ved godt, at man har afsat 175 millioner kroner, men jeg mener, at der skal flere penge til at reducere arbejdsløsheden, og derved kan man udemærket godt bruge flere penge fra renoveringsfonden og prøve at fremme processen vedrørende mineraludvinding, siger Jess G. Berthelsen.
 
At Naalakkersuisut har budgetteret med en finanslov, der giver underskud, har Jess G. Berthelsen det fint med:
 
- Jeg mener, at der skal være plads til, når man laver en finanslov, at det i sig selv godt kan give underskud i det første, andet og tredje år, og at det bare hviler i sig i det fjerde år. Det nytter jo ikke, at Landskassen hviler i sig selv, hvis befolkningen ikke har nogle arbejdspladser, og hvis man ikke kan sørge for at give dem ordentlig offentlig støtte. Så man må prøve at finde andre veje for at få arbejdsløsheden til livs, siger SIK's formand Jess G. Berthelsen.