SIK: Aluminiumsværket bliver en økonomisk gevinst

SIK´s formand frygter ikke, at det store aluminiumsprojekt ved Maniitsoq ender med at blive en stor udgift for samfundet.
Skrevet af Jaaku Lyberth
26. maj 2009 16:39

Arbejdsgiverforeningerne har regnet ud at skatteindtægterne fra Alcoa kan blive 40 millioner kroner. Men Jess G. Berthelsen mener, at projektet samlet vil blive en samfundsøkonomisk gevinst.

- Når Alcoa opretter et aluminiumsværk ved Maniitsoq, så vil der være arbejdspladser i mindst 60 år, med vedvarende arbejdspladser og vedvarende skatteindtægter, siger Jess G. Berthelsen der mener det er vigtigt at der oprettes arbejdspladser, hvor indtægterne ikke kun er fra fisk.

Det er planen, at Landstinget først til efteråret afgør om der skal etableres et aluminiumsværk. Hvis landstinget godkender planen for værket, bygges vandkraftværkerne i foråret 2010, og selve aluminiumsværket i år 2012.

Hvis politikerne vælger at investere samfundets penge massivt i aluminiumsværket, frygter arbejdsgiverne at skatterne stiger, og at Landskassens udgifter kun vil blive til gavn for borgerne i Qeqqata kommune. Til det siger Jess G Berthelsen:

- Det kommer helt an på hvordan man strikker ejerskabet sammen for aluminiumsværket og vandkraftværkerne, siger Jess G Berthelsen, der vil afvente med analyser af de samfundsøkonomiske konsekvenser for oprettelsen af aluminiumsværket, når der foreligger nogle tal.

Konsulent i Greenland Development, Ellen Christoffersen, oplyser til Radioavisen, at samfundsøkonomiske analyser i forbindelse med det kommende aluminiumsværk, forventes færdige i begyndelsen af juli måned.