Sigtet for at smugle 18 kilo hash til Grønland: Nægter sig skyldig

En 19-årig og 34-årig mand blev anholdt i Københavns Lufthavn torsdag. I dag er de blevet varetægtsfængslet. 
ikiaroornartoq Politi stoffer
Sagen er efterforsket af Særlig Efterforskning Vest, der arbejder med at opklare organiseret og grænseoverskridende kriminalitet.  Foto © : KNR
Skrevet af Ritzau
17. januar 2020 15:11

Efter et fem timer langt grundlovsforhør er to mænd fredag eftermiddag blevet varetægtsfængslet for hashsmugling og salg af kokain.

- De er sigtet i to forskellige sager, forklarer specialanklager Lars Jørgen Petersen.

- Den ene drejer sig om indsmugling af 18 kilo hash til Grønland, hvoraf de tre kilo var forsøg på indsmugling. Den anden drejer sig om salg af ikke under 400 gram kokain et ukendt sted i Danmark.

Mændene, der er 19 og 34 år, blev torsdag anholdt i Københavns Lufthavn, og fredag blev de så stillet for en dommer i Retten i Aarhus.

LÆS OGSÅ To mænd er sigtet for at smugle hash fra Danmark til Grønland

De nægter sig begge skyldige, men dommeren bestemte, at de skal varetægtsfængsles i fire uger. Den ene kærede på stedet afgørelsen til Vestre Landsret, mens den anden tog forbehold for at kære.

Sagen er efterforsket af Særlig Efterforskning Vest, der arbejder med at opklare organiseret og grænseoverskridende kriminalitet. 

Da fredagens grundlovsforhør foregik for lukkede døre, kan Lars Jørgen Petersen ikke sige noget nærmere om, hvordan politiet kom på sporet af de to mænd.

På grund af de lukkede døre er deres forklaringer under retsmødet heller ikke muligt at få oplyst noget om.