Sidste skoledag blev dyr i år for GUX i Aasiaat

Nogle af eleverne valgte at ende den festlige dag med at smadre tallerkener og smide rundt med mad og shampoo. Det gik også ud over døre og møbler på kollegiet.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
18. juni 2015 06:26

Ifølge gymnasiets rektor er hærværket i år ikke værre end normalt på sidste skoledag.

Men til forskel fra tidligere år har skolens ledelse denne gang valgt at gøre op i kroner og ører, hvor dyrt det har været for skolen at betale for oprydningen og reparationerne af hærværket.

Alt i alt lyder regningen på 26.000 kroner, oplyser rektor Flemming Guntofte Nielsen, som har fortalt om beløbets størrelse i en intern mail til 3.G eleverne og de ansatte på gymnasiet.

Mailen skal ses som en forebyggende foranstaltning, forklarer han.

- Det er lidt svært, for vi vil ikke lave kollektiv afstraffelse. Langt de fleste elever opfører sig jo pænt. Men vi vil gerne gøre det klart for eleverne, at det selvfølgelig har konsekvenser for økonomien, siger Flemming Guntofte Nielsen til KNR.

En af konsekvenserne er, at der ikke er råd til at hyre et band udefra, som eleverne ellers har ønsket sig til dimissionsfesten. I stedet vil de skulle danse til et lokalt band fra Aasiaat, lyder det fra rektor på GUX Aasiaat.