Shell overtager oliejagt i ishav

Oliegiganten Shell overtager nu BP's plads i det russiske samarbejde om olieudvindingen i Karahavet.
30. maj 2011 04:45

I denne uge fik olieselskabet Shell et tillidsvotum fra Ruslands premierminister Putin, meddeler den canadiske avis Globe and Mail. Efter russernes forhandlinger om et samarbejde med britiske BP er kollapset, står Shell dermed som favorit til at udvinde de store og lovende olieområder i det arktiske Karahav sammen med det russiske statsejeede energiselskab Rosneft.

Ved et møde mellem Shells topchefer og Rosneft i Moskva, udtalte Putin at Rusland har arbejdet sammen med Shell  i lang tid og derfor føler at de har en meget komfortabel arbejds-relation til Shell og tillid til at være partner med dem.

Ved mødet lod Putin det også vide, at Rusland ikke helt har lukket døren for et samarbejde med BP, men at Shell nu er Ruslands eksklusive forhandlingspartner med hensyn til olieudvinding i det arktiske Karahav.

De tre blokke i Karahavet ved det nordlige Sibirien, det drejer sig om, anses som nogle af verdens største, og menes at indeholde over 35 milliarder tønder olie og 10 billioner kubikmeter gas.

BP er olieselskabet, som var indblandet i oliekatastrofen i det Mexicanske Golf. Shell er en af de selskaber, der af Selvstyret har fået licens til at søge efter olie ud for Grønland.