Ny Atassut-formand: Servicekontrakter skyld i interne problemer
Det fortæller politikeren selv til KNR efter nyheden om Knud Kristiansens farvel til både parti og formandspost.
- Der er lagt op til, at jeg overtager formandsposten indtil generalforsamlingen i august. Derefter er der lagt op til, at jeg tager formandsposten og ansvaret, siger Qulutannguaq Inuk Berthelsen tirsdag formiddag.
Han kommer til at overtage ansvaret for et parti, der er i krise. Indenfor kort tid har både formanden og næstformanden forladt deres poster, partiet blev smidt ud af koalitionen i oktober, og vælgertilslutningen er historisk lav.
LÆS OGSÅ Balladen om Atassut fortsætter
Den nye formand erkender, at problemerne slider på partiet.
- Der er problemer i hovedbestyrelsen og også blandt medlemmerne. Først og fremmest på grund af - hvilket ofte bliver brugt som undskyldning, når der er nogle, der melder sig ud af partiet - at der har været store interne sammenstød om servicekontrakterne. Og det har desværre betydet, at der er interne problemer i Atassut, siger han.
LÆS OGSÅ Knud Kristiansen forlader Atassut
Qulutannguaq Inuk Berthelsen oplyser, at partiet endnu ikke har diskuteret den nu tidligere formands exit, så det er endnu for tidligt at sige, hvad partiets officielle standpunkt er. Men personligt ærgrer han sig over Kristiansens udtræden.
Han ser dog også positive muligheder i den dramatiske udvikling, partiet har været igennem de seneste måneder.
- Jeg håber, at de unge griber muligheden, og at den nye generation tager over. Det er vi også klar til, siger Qulutannguaq Inuk Berthelsen.
LÆS OGSÅ Endnu en politiker forlader Atassut