Serviceassistent får dusør for at redde mands liv
- Jeg er glad, jeg er rigtig glad, siger serviceassistent på politiets vagtcentral, Aviaaja Storch for Politimesterens anerkendelse af hendes indsats.
Under hendes vagt på centralen fik hun et opkald fra en bekymret mor, som oplyste, at hendes søn ønskede at begå selvmord.
- Aviaaja fik kontakt til den selvmordstruede mand og talte med ham i telefonen i halvanden time. Manden afbrød undervejs samtalen flere gange, men ikke destro mindre fik Aviaaja skabt en god kontakt til manden og talt ham til ro, skriver politiet på deres facebookside.
Normalt er det politifolk, der overtager denne slags sager, men ifølge politiet havde vagtchefen stor tiltro til, at serviceassistenten, Aviaaja Storch, kunne klare opgaven.
Aviaaja Storch: Jeg er rigtig glad for anerkendelsen
Efter en halvanden times samtale med manden, lykkedes det hende, at få den selvmordstruede mand til at oplyse sit opholdssted. Politiet tog derefter hen til manden og fik kontakt med ham.
- Ind imellem er der en kollega, der yder noget helt særligt, som vi ikke kan forvente af dem, og som har meget stor betydning for andre menneskers liv, skriver politiet.
Og en helt særligt indsats var det af den 23-årige serviceassistent, Aviaaja Storch. Hun fik derfor en dusør af politimester Bjørn Tegner Bay fredag sidste uge.
Anerkendelsen er hun rigtig glad for siger hun:
- Det er en følelse, som man ikke får så tit i hverdagene, så ja, jeg er rigtig glad for at blive anerkendt for mit arbejde, siger hun.
23-årige Aviaaja Storch er fra Sisimiut og studerer jura på Ilisimatusarfik. Hun arbejder hos politiet som serviceassistent ved siden af hendes studie.