Sermersooqs borgmester kalder tysk satire med flag yderst skadelig

Onsdagens tyske satireoptagelser, hvor et amerikansk flag blev forsøgt hejst i Nuuk, er yderst skadelige. Det siger borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Avaaraq Olsen (IA).
Kommuneqarfik Sermersooq, Avaaraq Olsen (IA), kritiserer forsøget på at hejse det amerikanske flag midt i Nuuk. Foto © : KNR / Markus Valentin
Skrevet af Ritzau
30. januar 2026 07:46

Det sker i en udtalelse på engelsk, som hun har delt på Facebook:

- Mange af vores borgere er bekymrede. Nogle er bange. Særligt børn har svært ved at forstå den situation, som de hører om derhjemme, online eller på gaden.

Onsdag vakte det opsigt, da et amerikansk flag blev forsøgt hejst foran kulturhuset Katuaq i Nuuk.

Den tyske tv-station NDR har siden oplyst i en skriftlig udtalelse, at det var en del af en optagelse til satiremagasinet "Extra 3", som skulle handle om USA's interesse for Grønland.

- Vi har i den seneste tid set eksempler på besøgende, som udfører provokerende stunts i offentligheden og bruger politiske symboler for chokværdi, og andre som stiller børn spørgsmål om krig, vold og invasion, lyder det.

Borgmesteren uddyber ikke, hvilke konkrete hændelser hun henviser til. Men hun skriver, at hun ser det som hensynsløs opførsel over for et samfund, som allerede er under psykisk pres.

Hun skriver, at naalakkersuisut og kommunen hver dag arbejder på at støtte borgerne i en svær tid.

- Vi byder velkommen til respektfulde besøgende og ansvarlig journalistik. Vi vil ikke acceptere opførsel, som skader vores samfund, lyder det.

Siden starten af året har der været fornyet opmærksomhed på Grønland, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, har gentaget sit ønske om at få kontrol med Grønland.

Senest har Donald Trump afvist, at han vil bruge magt til at få kontrol med øen. Men han har fortalt, at han er blevet enig med Natos generalsekretær, Mark Rutte, om en ramme for en fremtidig aftale om Grønland.

/ritzau/