Sermersooq vil være mere gennemsigtig

Kommuneqarfik Sermersooq tager nu som den første kommune i Grønland et skridt videre til mere gennemsigtighed i kommunalbestyrelsens arbejde.
Skrevet af Karsten Sommer
01. december 2010 05:22

Dagsordener og beslutningsreferater fra stående udvalg skal for fremtiden gøres tilgængelige for offentligheden.

Det ny tiltag, der sker for at skabe mere åbenhed omkring det politiske arbejde, blev i går vedtaget i kommunalbestyrelsen, og træder i kraft pr. 1. februar 2011.

Det er udvalgsformændene for de stående udvalg, der har fremsat ønsket om større åbenhed og gennemsigtighed i udvalgsarbejdet. Udvalgsformændene ønsker, at offentligheden skal have mulighed for at tilegne sig viden om, hvilke punkter der behandles på de forskellige udvalgsmøder.

Der vil dog stadig være punkter, som af hensyn til tavshedspligten, fortsat ikke vil være offentligt tilgængelige.

Derfor skal udvalgene ved hvert møde beslutte om dagsordenpunktet er til offentliggørelse eller ej, fortæller Kommuneqarfik Sermersooq.