Tilsyn: Sermersooq udsætter børn for offentligt omsorgssvigt

En ny rapport fra Tilsynsenheden under Departementet for Sociale Anliggender retter en sønderlemmende kritik af Kommuneqarfik Sermersooqs forvaltning på børneområdet.
Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
Skrevet af Kenneth Elkjær
08. juni 2017 10:16

I rapporten konkluderer tilsynet blandt andet, at udsatte børn i Nuuk er ofre for et 'omsorgssvigt' fra kommunen:

- Det er (...) ved tilsynet konstateret at flere af de tilfældigt udvalgte sager er særdeles alvorlige og omhandler børn, der som følge af kommunens sagsbehandling og/eller mangel på samme, har været udsat for offentligt omsorgssvigt.

FAKTA
Tilsynets gennemgang af børn- og ungeområdet har været begrænset til anbringelsessager og plejefamilietilladelser

I nogle af tilfældene er svigtet så alvorligt, at børn har været udsat for livsfare uden indblanding fra kommunens side:

- Dette offentlige omsorgssvigt opstår derved, at børn med kommunens viden har været (er) i akut risiko for deres liv/ødelæggelse af deres fremtidige liv, eksempelvis ved - at de udsættes for betydelig fysisk vold og seksuelle overgreb – uden at kommunen har bragt dette til ophør eller effektivt har forsøgt at bringe dette til ophør, lyder kritikken.

LÆS OGSÅ Uforsvarligt socialtilsyn i Sermersooq

Tilsynsenheden har været i Ittoqqortoormiit, Paamiut & Nuuk for at undersøge, hvordan Kommuneqarfik Sermersooq forvalter sit ansvar på børneområdet. Tilsynet har medført en massiv kritik på en række punkter.

Følg med på KNR.gl, Radioavisen og Qanorooq torsdag, hvor vi dækker sagen løbende.