Sermersooq trak det korteste strå

Den endelige fordeling af midlerne til bekæmpelse af ledighed viser, at hovedstadskommunen får klart færrest penge pr. ledig borger.
Skrevet af Simon Uldum -
13. maj 2014 08:30

Naalakkersuisut offentliggjorde fredag den endelige fordeling af midler til bekæmpelse af ledighed.  De kommer ikke som en overraskelse for Sermersooqs borgmester Asii Chemnitz Narup, der dog alligevel er skuffet.

- Jeg kan konstatere, at der ikke er blevet ændret meget på det oprindelige skæve forslag, siger hun.

Skæv fordeling kommunerne imellem
Kommuneqafik Sermersooq får 27.000 kroner pr. ledig, mens Kujalleq får 44.000, Qeqqata får 42.000 kroner og Qaasuitsup Kommunia får 33.000.

- Det undrer mig stadig, at Naalakkersuisut tror, det er så meget billigere at bekæmpe ledigheden i Sermersooq, end det er i de øvrige kommuner, siger Asii Chemnitz Narup.
Når man ser hvordan de i alt 174 millioner kroner er fordelt mellem de enkelte byer, er der endnu større grund til at undre sig.

Sermersooqs hovedby Nuuk har nemlig kun fået 13 millioner kroner. Ifølge Naalakkersuisuts egene beregninger vil der bliver skabt en helårs arbejdsplads for hver brugt million. Det vil sige, at den særlige indsats vil skabe job til 13 af Nuuks 990 ledige.

Ingen fuld opbakning i Finasudvalget
Der var ikke enighed, da fordelingen af midlerne blev behandlet i finansudvalget. IA's tre medlemmer mener, at der var behov for yderligere undersøgelser, mens Siumuts og Atassuts fire repræsentanter ikke så nogen grund til at vente.