Sermersooq og MIO samarbejder

Kommuneqarfik Sermersooq og børnerettighedsinstitutionen MIO vil sammen styrke børns rettigheder.
Skrevet af Jette Andersen
11. februar 2014 07:36

Samarbejdet skal munde ud i større viden om børns rettigheder i forhold til både kommunens  børnerettigheder og FN's børnekonvention, til kommunalpolitikere, børneprofessionelle og voksne, skriver Kommuneqarfik Sermersooq og MIO i en pressemeddelelse.

Aftalen gælder for resten af året.

- Alle børn har ret til et godt børneliv. Vi ønsker at være forgangskommune, når det gælder at leve op til børns rettigheder, samt de forpligtelser og ansvar forældre og samfund har. Vi håber, at MIO kan se os lidt over skulderen, og at samarbejdet kan føre til øget viden ud fra børnenes eget perspektiv på livet. Børn ved jo godt, hvad et godt børneliv er. Vi voksne skal lytte til dem, men det er os voksne, der skal tage ansvaret, siger borgmester Asii Chemnitz Narup.

Hun håber, at MIO kan være med til at udrydde de antagelser og myter, der måtte findes i Kommuneqarfik Sermersooq, så der kan handles på faktuel viden.

Også Børnetalskvinden Aaja Chemnitz Larsen, glæder sig over samarbejdet og udtaler:

- Den store udfordring, vi møder, er gabet mellem lovgivning og praksis. Sikring af børns rettigheder sker jo primært i daginstitutioner, skoler, fritidshjem, socialvæsenet, men også ved inddragelse af unge i beslutningsprocesser, der vedrører dem. Jeg har store forhåbninger til samarbejdet og håber, at MIO på sigt kan få lignende samarbejdsprojekter med landets tre øvrige kommuner.