Sermersooq lader lysene brænde

Kommuneqarfik Sermersooq har ikke fundet de nødvendige ressourcer til at slukke for lyset en time under Earth Hour-arrangementet i morgen.
Skrevet af mlk
26. marts 2010 09:22

Når lysene i hele verden går ud i morgen aften til den såkaldte Earth Hour, er Kommuneqarfik Sermersooq ikke med.

Sidste år blev gadelysene i Nuuk ellers slukket en time for at markere alvoren ved klimaforandringer. Men i år har kommunen ikke fundet ressourcer til at slukke for lyset.

- Det er ikke et bevidst valg, fordi vi ikke vil deltage i initiativet. Men et spørgsmål om ressourcemæssig prioritering. Det er ikke noget kommunen kan gøre selv, det kræver en aftale med Nukissiorfiit, og det har vi ikke lavet, forklarer kommunaldirektør Thorkild Lauridsen.

Earth Hour er et inititiv fra verdensnaturfonden WWF, der vil have alle over hele kloden til at slukke for lyset mellem 20.30 og 21.30 lørdag den 27. marts (lokal tid). Sidste år deltog 4000 byer i 88 lande.

Qeqqata Kommunia har meddelt, at den slukker lyset i alle de kommunale institutioner under Eath Hour, mens hverken Kommune Kujalleq eller Qaasuitsup Kommunia deltager.