Sermersooq forlænger høringsfrist for skoleplan efter kritik

Kommuneqarfik Sermersooq forlænger nu efter forældrekritik høringsfristen for en såkaldt sektorplan for skoleområdet i Nuuk.
Foto © : Simon Uldum
Skrevet af Mads Lynge
25. september 2014 08:54

Som følge af den store tilflytning til Nuuk lægger planen op til, at skolerne i Nuuk bliver delt i skoler for henholdsvis mindre børn og større børn. Det tyder blandt andet at tre skoler skal bruges til grundskoler, mens byens to store skoler kun skal have de ældre elever.

Høringfristen var oprindeligt sat til nu på fredag - den 26. september. Men nu udskydes den i otte uger og samtidig skal der holdes et orienteringsmøde og et egentligt høringsmøde. Flere forældre har klaget over for dårlig information af den nye sektorplan.

Tager kritik til efterretning

Og den kritik har formanden for Udvalget for Børn, Familie og Skole i Kommuneqarfik Sermersooq, Anda Uldum taget til efterretning.

- Sektorplanen er et grundigt stykke arbejde, der kan forbedre kommunens folkeskoler, og den har været i høring ved skolebestyrelserne i to måneder. Derfor ærgrer det mig, at processen på denne måde har fået ridser i lakken, siger Anda Uldum i en pressemeddelelse.