Seneste OL-vært: Udskyd OL i Tokyo til 2021

Den olympiske komité i Brasilien ønsker, at IOC udsætter OL i Tokyo fra 2020 til 2021.
Indtil videre har IOC hverken udskudt eller aflyst OL i Tokyo, og man arbejder stadig efter planerne om at sætte legene i gang 24. juli. Foto © : Denis Balibouse/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
23. marts 2020 08:05
Versionist Mads Lynge

Udskyd OL i Tokyo til 2021.

Det er budskabet fra den seneste vært for sommerlegene, Brasilien, som havde byen Rio de Janeiro som vært i 2016.

Brasiliens Olympiske Komité mener, at OL i Tokyo, der er planlagt til juli og august i år, bør udsættes i et år på grund af udbruddet af coronavirus.

Det skyldes blandt andet, at udøverne har vanskeligt ved at forberede sig optimalt til legene.

Indtil videre har IOC hverken udskudt eller aflyst OL i Tokyo, og man arbejder stadig efter planerne om at sætte legene i gang 24. juli.

Det har mødt modstand fra adskillige atleter, forbund og senest også flere nationale olympiske komitéer i Norge, Frankrig, Tyskland og USA.

Canadas Olympiske Komité (COC) har besluttet, at landet ikke sender atleter til sommer-OL i Tokyo på grund af risikoen for spredning af coronavirus.

Formanden for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Niels Nygaard, opfordrer Den Internationale Olympiske Komité (IOC) til at udsætte OL grundet coronakrisen. Både af hensyn til atleterne og verdens befolkning.