Seminar i Ilulissat om fiskerikommissionen
En ny fiskerilov har været undervejs i mange år, og nu tages der et nyt skridt for at få lavet en ny.
Naalakkersuisut og deres støtteparti, Demokraatit, holder nemlig i morgen onsdag et seminar i Ilulissat om nedsættelse af fiskerikommissionen. En kommission, der skal behandle forslaget til en ny fiskerilov.
Men hverken formanden for Naalakkersuisut, Siumuts Kim Kielsen, eller Departementet for Fiskeri og Fangst vil på nuværende tidspunkt udtale sig om det kommende seminar.
Inatsisartut afsatte to millioner kroner til nedsættelse af en fiskerikommission i finanslovsaftalen for 2019 mellem koalitionens partier samt Demokraatit og Inuit Ataqatigiit.
LÆS OGSÅ Endnu ingen fiskerikommission
Aftalen betød, at der skulle nedsættes en fiskerikommission med repræsentanter fra blandt andet erhvervet og dets organisationer.
Senest har Inuit Ataqatigiit i begyndelsen af februar udtrykt utilfredshed med, at kommissionen endnu ikke er nedsat. I den forbindelse lovede Naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Nikkulaat Jeremiassen, at kommissionen vil begynde i midten af februar.
Kommissionen skal komme med anbefalinger til en fiskerilov og til andre relevante tiltag, der påvirker fiskerisektorens udviklingsmuligheder og kan være med til at sikre, at samfundet får mest mulig gavn af fiskerierhvervet.
LÆS OGSÅ Kommission skal lave ny fiskerilov