Seminar: Borgeren i centrum og en styrkelse af civilsamfundet

I går var det International Handicapdag. Sideløbende afholdes der i disse dage et seminar, der skal klæde folk, der arbejder handicapsektoren, bedre på til deres arbejde med de handicappede.
Skrevet af Karsten Sommer
04. december 2015 11:12

Den lidt knudrede overskrift for seminaret er ”Borgeren i centrum og en styrkelse af civilsamfundet”, og det foregår i Ilulissat.

Der deltager i alt 35 fra handicapområdet; forstandere fra døgninstitutioner, personale i boenheder, aktive fra handicaporganisationer samt sagsbehandlere, handicapkoordinatorer, fysioterapeuter mm. fra alle fire kommuner.

Emnerne på seminaret er bl.a. samarbejde om handicapkonventionen, samarbejde med handicaporganisationer samt udvikling og muligheder i regi af det landsdækkende handicapcenter.

Naalakkersuisoq Martha Lund Olsen er glad for seminaret, som peger fremad mod en revidering af handicaplovgivningen, som forventes gennemført i 2017.

- Vi er glade for at få input fra seminardeltagerne til den nye handicaplovgivning. Det er vigtigt, at jeres stemme bliver hørt, så vi kan sikre det bedst mulige grundlag for det vigtige arbejde, der ligger foran os, skriver Martha Lund Olsen i en hilsen til seminardeltagerne.