Analytiker: Selvstyrets køb af Air Greenland er en god idé

Det er en god idé, at Selvstyret fremover får fuld kontrol med det nationale flyselskab, Air Greenland, lyder det fra en analytiker.
Selvstyret betaler 461 millioner kroner til den danske stat og SAS for at overtage deres aktier i Air Greenland. Foto © : Sydbank
Skrevet af Jens Betak
30. maj 2019 13:35

461 millioner kroner er mange penge, men hvis man spørger administrerende direktør i i Air Greenland, Jacob Nitter Sørensen, er det en god handel.

- Jeg tænker, at det er en rigtig, rigtig god aftale. Det er en god aftale for SAS og staten - specielt SAS, som har ønsket at sælge deres aktier i en længere periode. Og så er det en rigtig god aftale for selvstyret. Nu får Selvstyret selv mulighed for at sætte retning for Air Greenland, siger Jacob Nitter Sørensen.

Den administrerende direktørs syn på onsdagens køb af samtlige aktier i lufthavnsselskabet bakkes op af Jakob Pedersen, der arbejder i Sydbank og til daglig analyserer flybranchen.

- Det giver meget god mening, at Selvstyret overtager den fulde kontrol med Air Greenland, i forhold til hvad der er sat i søen i Grønland med hensyn til omstrukturering af hele lufthavnsstrukturen i Grønland, siger han til KNR.

Administrerende direktør Jacob Nitter Sørensen glæder sig altså også over købet, og ifølge ham vil det føre til billigere billetter for de flyrejsende.

- For mig som direktør betyder det, at vi nu har én ejer, der kigger i en retning, og vi nu er et hundred procent grønlandskejet selskab. Det gør mig stolt, og det gør vores medarbejdere stolte over, at vi nu i fælleskab kan møde de nye lufthavne, forny vores flyflåde og lave de investeringer, der er nødvendige for at imødegå fremtiden og levere et sikkert, effektivt og billigt produkt i fremtiden, siger Jacob Nitter Sørensen. 

Foto © : Air Greenland
Direktøren i Air Greenland Jacob Nitter Sørensen er optimistisk over virksomhedens fremtid på grønlandske hænder. 

Analytiker Jakob Pedersen kan på nuværende tidspunkt ikke sige, hvad overtagelsen får af betydning for billetpriserne i Air Greenland, men han mener, at overtagelsen vil være en fordel på den lange bane:

- For mig får kunderne glæde af, at man sikrer det sammenspil mellem udviklingen af lufthavnene og udviklingen af Air Greenland, siger Jakob Pedersen.

Air Greenland kommer ikke i første omgang til at udbetale hele beløbet på 461 millioner kroner. Selskabet skal nemlig optage et banklån på 260 millioner kroner for at finansiere en del af betalingen.