Selvstyret vil selv rydde op

Grønland vil i fremtiden selv klare oprydningen efter en eventuel olieulykke herhjemme og på længere sigt i hele Arktis. Allerede til foråret kan et nyt selvstyre-ejet beredskabsselskab ventes at se dagens lys. Det fremgår af et nyt lovforslag, der i sidste uge blev sendt i høring.
Skrevet af Mads Fisker
26. januar 2012 14:37

Trods frugtesløse boringer i havene ud for Grønland de seneste to sæsoner, forventer Naalakkersuisut at jagten på olie vil tage til over de kommende år.

Og derfor vil man nu oprette et nationalt oliespildsberedskab. I høj grad for at lande penge i et selvstyre-ejet selskabs kasse frem for at lade olieselskaberne sende dem af sted til udenlandske virksomheder med ekspertise i at rydde op efter olieulykker.

Det fremgår af et nyt lovforslag, der i sidste uge blev sendt i høring af Råstofdirektoratet. Her lyder det således, at de multinationale olieselskaber ved kommende boringer herhjemme skal betale Selvstyrets virksomhed for at stille beredskab til rådighed til at bekæmpe olieforurening samt eventuel miljøoprydning.

Greenland Oil Spill Response, som selvstyre-selskabet kommer til at hedde, vil i begyndelsen ikke kunne tilbyde den fulde pakke så at sige, men alene adgang til en større mængde beredskabsudstyr, som Cairn Energy efter aftale med Selvstyret har doneret til Grønland.

Hensigten er så, at selskabet med tiden skal opbygge et større og større lager med fartøjer, flydespærrer, kemikalier samt andet bekæmpelsesudstyr og på et endnu ikke fastsat tidspunkt skal det selvstyreejede selskab så på egen hånd kunne håndtere et større oliespild, fremgår det af lovforslaget.

Der har fra flere sider været udtrykt bekymring over, at Cairn Energy som en forudsætning for sine boringer herhjemme sidste år fik godkendt et beredskab, hvor man i tilfælde af et sådant større udslip var afhængig af at få fløjet udstyr ind så længt væk fra som den sydengelske havneby Southampton.

Kemikalier, udstyr og mandskab ville dermed kunne være helt op til 72 timer om at nå frem. Hvornår det kommende grønlandske selskab kan ventes at have vokset sig stort nok til alene at være fuldt ansvarlig for den ønskede grad af sikkerhed, fremgår dog ikke af lovforslaget.

Til gengæld er tidsplanen allerede ganske klar, når det gælder en påtænkt privatisering af det hjemlige selskab. Selvstyret skal således stykke for stykke kunne sælge ud, indtil selskabet i 2020 kan være helt ude af myndighedernes hænder.

Af høringen fremgår det desuden, at Greenland Oil Spill Response, som selskabet altså skal hedde, på længere sigt ikke bare på egen hånd skal kunne håndtere et større olieudslip herhjemme, men i hele det arktiske område - eller helt præcist fra 60. grader nordlig bredde svarende til det sydligste Grønland.

Høringsfristen på den kommende lov er 17. februar.