Selvstyret vil genåbne rømmede boliger i Qaqortoq

Der skal findes erstatningsboliger til de mange familier i Qaqortoq, der mistede deres boliger ved en brand i julen, og derfor vil Selvstyret genåbne nogle boliger, der ellers er blevet rømmet.
12. januar 2018 11:24

Der er store problemer med at finde erstatningsboliger til de mange familier i Qaqortoq, der mistede deres boliger ved en brand i julen. Det skyldes, at store dele af byens boliger er nedslidte og fyldt med skimmelsvamp. Borgmesteren for Kommune Kujalleq, Kiista P. Isaksen, har derfor henvendt sig til Naalakkersuisut for at bede om hjælp.

Ifølge KNRs oplysninger har Naalakkersuisoq for boliger Erik Jensen torsdag svaret på Kiista P. Isaksens henvendelse.

Budskabet fra Erik Jensen var, at man har besluttet at genåbne flere bygninger i midten af byen, som ellers blev lukket sidste år.

LÆS OGSÅ Boligmangel hindrer permanent genhusning

Selvstyret skal dog først undersøge, hvor meget renoveringsarbejde, der skal til, for at genåbne bygningerne.

I en mail til KNR oplyser afdelingschef i Departementet for Kommuner, Bygder, Yderdistrikter, Infrastruktur og BoligerEmbla Kristjánsdóttir, at Selvstyret vurderer, om Blok J skal rives ned.

Bygningen var alligevel vurderet til at skulle rives ned inden for 5 til 10 år, og på grund af de omfattende skader branden har påført bygningen, står den muligvis ikke til at redde.