Selvstyret letter på låget

I dag klokken 13 præsenterer Naalakkersuisut sit barslede tiltag, der skal give befolkningen større indsigt i den beredskabsskabsplan, som træder i kraft, hvis der skulle ske et olieudslip herhjemme.
Skrevet af Mads Fisker
15. august 2011 07:24

Dermed bliver sløret løftet for, i hvor høj grad Selvstyret imødekommer den seneste tids kritik af manglende åbenhed.

- Jeg kan ikke garantere, at der bliver 100 procent offentlighed omkring alting, men i så høj grad det er muligt uden at gå på kompromis med sikkerheden, sagde formand Kuupik Kleist til Radioavisen forleden.

En af de skarpeste kritikere af de hidtidige hemmeligholdelser, miljøorganisationen Greenpeace, venter i spænding på tiltaget, men holder forventningerne til både åbenheden og indholdet nede.

- Vi stiller os spørgende overfor om det overhovedet kan lade sig gøre at fjerne olie i grønlandsk farvand, så det helt essentielle spørgsmål er, hvor meget olie Cairn kan fjerne, hvis der sker et større olieudslip, sagde klimamedarbejder Jon Burgwald forleden.

Hos ICC vil man efter offentliggørelsen holde det fremlagte op imod standarder andre steder i verden og på den baggrund tage stilling til, om man stiller sig tilfreds med Selvstyrets åbenhed.

Avataq ønsker fuld åbenhed undtaget visse interne alarmnumre, før miljøorganisationen er tilfreds, men formand Mikkel Myrup håber uanset, at dagens offentliggørelse vil markere begyndelsen på mere åbenhed omkring råstof-området i det hele taget.

- Det gælder jo ikke kun olieefterforskning, men også de andre store projekter, som er kørende, særligt aluminiumsprojektet og jernmineprojektet. Hvis det her kan være starten på en demokratisering af de her processer, så ser vi det som noget positivt, siger Mikkel Myrup.

Det bliver naalakkersuisoq for råstoffer, Ove Karl Berthelsen, der præsenterer tiltaget, og det gør han altså klokken 13 i dag.

Det er i øvrigt også i dag, at Råstofdirektoratet har fået sidste frist til at komme med sit høringssvar til ombudsmanden i forbindelse med den klagesag, Greenpeace har indgivet omkring netop manglende åbenhed.